Bionedbrydelig plast: Den gode ide fra juletræsplantagen

De gode ideer skal som bekendt komme et sted fra. I dette tilfælde fra en juletræsplantage i 2010, hvor Lasse Lind, maskiningeniør fra Randers, sjoskede rundt og så på de spirende stiklinger, der en dag skal slæbes indendørs og pyntes med flitterstads.

–  Jeg så, at der blandt de små skud piblede frem med ukrudt, og jeg tænkte, at man må kunne bekæmpe det smartere en ved at sprøjte med plantegift, siger Lasse Lind.

Efter en omvej via sprøjtestøbte, komposterbare afskærmningsplader til montering om hvert enkelt træ, kommer Lasse Lind, i samarbejde med Teknologisk Institut, op med ideen om at lave en plastfolie, der rulles ud på markerne i stedet for. Udviklingen af afskærmningspladerne fortsætter han som sideløbende projekt, men i relation til juletræer er folien, der kommer i centrum.

En folie, der i modsætningen til de eksisterende på markedet, komposterer af sig selv og derfor hverken belaster miljøet eller skal indsamles ved vækstperiodens afslutning.

Her skal den sørge for at kvæle alle uønskede vækster for at gemme energien til juletræerne. Samtidig er folien delvist varmeisolerende og forbedrer væksten for juletræerne, så de skyder hurtigere i vejret og bliver mere symmetriske.

Flere funktioner i samme folie
Udfordringen ved udviklingen af sådan en plastfolie er at forene primært tre funktioner i én og samme plast. Materialet skal være nedbrydeligt med en passende hastighed i forhold til juletræets vækstperiode, og samtidig skal folien yde den beskyttelse, der kræves for at holde ukrudtet væk. Endeligt skal plasten være robust nok til at blive lagt ud med maskine.

Denne helt rigtige sammensætning stiller krav til den kemiske sammensætning og produktion af plastmaterialet og kræver ekspertise udi plastteknologi. Og her kommer Jørn Bech fra Teknologisk Institut ind i Lasse Linds liv og plastprojekt.

– Plastmaterialet er 100 % bionedbrydeligt, men vi kunne ikke lave materialet fuldstændig i biobaseret plast, fordi det så blev for skørt og sprækkede, når det skulle igennem en udlæggermaskine. Derfor måtte vi blande en bionedbrydelig PBAT-plast i, der sikrer den rette elasticitet, så det holder til udlægning og til at ligge på marken. Ellers kan det hele jo være lige meget, siger Jørn Bech, seniorspecialist inden for plastteknologi ved Teknologisk Institut.

Testet på carport
I det hele taget er udvikling af plastfolien en historie om tests, forsøg og efterfølgende tilpasninger for at finde en plast der bedst muligt tilgodeså alle tre parametre. Det har kostet en del tid i laboratorier med nedbrydningstest og stresstests, der skulle vise materialets værd under barske klimatiske forhold, ligesom det blev testet på taget af Jørn Bechs carport for at tjekke foliens reaktion på regn og  direkte sollys.

Her, syv år efter med massevis af test, forsøg og justeringer i benene, har Lasse Lind og Jørn Bech fået produceret ti kilometer plastfolie på store ruller, der nu ligger rullet ud til den endelige eksamen i en juletræsplantage i Låsby.

Til test i Låsby
Plasten trækkes i baner ud på marken med en såkaldt udlæggermaskine, der samtidig fæstner plastens kant ved at trykke kanten nogle centimeter ned i jorden. Jorden skal være grundigt jævnet og præpareret i forvejen, før at plasten får optimale vilkår, og det er selvfølgelig en ekstra arbejdsopgave for landmanden, siger Lasse Lind.

– Efterhånden sætter jorden sig omkring den nedgravede kant, og så er det faktisk ret svært at rykke op. Samtidig bliver der fugtigt under plasten, og kombineret med det skidt og støv, der lander oven på, så burde den med tiden klæbe sig til jorden. Men nu får vi se, siger Jørn Bech.

I sidste uge har været hos juletræsproducenten Schau og Lundgaard i Låsby for at se, om plasten ter sig planmæssigt eller om produktet skal gennemgå yderligere justeringer.